Mikkel Bischoff: Fra Amager til Premier League

 

Mikkel Bischoff var 20 år, opvokset på Amager, og spillede seniorfodbold i AB – med mindsteløn og S-tog som fast chauffør til træning. Så ringede Manchester City. Få timer senere sad han på et hotel i Manchester som Premier League-spiller. Her fortæller han om springet fra de små fodboldbure i Sundby, til et omklædningsrum, hvor holdkammeraterne pludselig hed Peter Schmeichel, Nicolas Anelka og Robbie Fowler – men også om det at være ung og alene i England, om skaderne, venskaberne, og den pludselige statusændring ved et skifte til verdens største liga.

Tekst: Thomas Juncker · Læsetid ca. 10 min.

Mikkel Bischoffs historie starter ikke på et stort akademi. Ikke på en international ungdomsturnering. Ikke med en agent, der har haft ham på radaren, siden han var 12.

Den begynder på Amager.

Som ung spillede han fodbold, hvor han kunne. I de små bure ved Elbaparken på Amagers østlige del, hvor børn og voksne på forskellige niveauer mødtes efter skole og blev ved, indtil mørket faldt på. Det var ikke den moderne talentudviklingsmodel med GPS-veste, individuelle træningsplaner og ernæringsprogrammer.

---

»Det var sådan, jeg blev god til at spille fodbold, for jeg lavede ikke andet.«

Mikkel Bischoff

I 2002 havde Bischoff efterhånden etableret sig på førsteholdet hos AB, efter at han blot et år forinden havde spillet kampe for Gladsaxe-klubbens Danmarksserie-hold.

Bischoff havde ikke engang bil.

Det Københavnske S-tog var hans tro følgesvend til både træning og kamp.

Så begyndte telefonen at ringe.

Først Aston Villa. Så Arsenal.

Da Arsenal ringede, sad Bischoff på Islands Brygge med sin bror og spiste en sandwich. Karsten Aabrink, hans agent, fortalte ham, at han skulle være i lufthavnen en time senere.

»Har du noget pænt tøj?« spurgte Aabrink.

»Nej. Jeg har ikke engang et jakkesæt«.

Han var på mindsteløn og, som Bischoff selv siger, ”levede nærmest som en studerende”. Et hurtigt lufthavnsskjortekøb, og bum - pludselig sad den unge AB-spiller på Arsenals nye træningsanlæg, mens Thierry Henry, Dennis Bergkamp, og Patrick Vieira gik rundt i kantinen.

Inde på kontoret ventede Arsène Wenger. Det var den franske manager, med tilnavnet ”Le Professeur”, som på egen opfordring ønskede at tilknytte Bischoff.

Og det var ikke akademiet, Wenger var interesseret i at hente ham til.

Det var Premier League truppen.

Arsenal havde fulgt ham tæt. Scouts havde siddet på tribunen i Gladsaxe til AB's træninger for at se, hvordan han opførte sig, når han ikke vidste, at nogen kiggede. De var seriøse.

Men så skete der noget uventet.

Manchester City ringede.

Kevin Keegan var manager, og forhandlingerne med AB gik hurtigt. Bischoff fløj til Manchester, satte sig på et hotel – og fire-fem timer senere var han Manchester City-spiller.

På vej hjem til Danmark ringede Arsenals chefscout.

Hvad er der gået galt?

De havde jo været enige med AB om at købe ham.

»Men på en måde så endte det med at blive Manchester City og Kevin Keegan.«

Det er svært at forestille sig et større spring.

Bischoff var 20 år. Nu skulle han ind på et Manchester City-hold, der netop var rykket op i Premier League og havde fyldt omklædningsrummet med navne, han indtil da kun havde set på fjernsynet.

Peter Schmeichel.

Nicolas Anelka.

Robbie Fowler.

Og mange flere.

Fra Amager til stjernerne. Så langt strækker S-toget sig normalt ikke.

»I England tackler man ikke på den måde til træning«

Sådan sagde den legendariske Manager, Kevin Keegan, til den purunge Bischoff under hans allerførste Manchester City træning.

Sommeren 2002. Den franske verdensstjerne, Nicolas Anelka, kommer løbende imod Bischoff. Bolden dansende mellem hans fødder, zigzag, venstre-højre. BAM! Bischoff kommer lidt for sent i en nærkamp og rammer angriberen.

Anelka ryger ned.

Kevin Keegan kommer flyvende.

»Rolig, rolig, rolig.«

I England tackler man ikke på den måde til træning. Man ville ikke risikere at skade stjernerne.

På banen stod også en vis herre ved navn Peter Schmeichel.

Få år tidligere havde Bischoff siddet og set danskeren slå flick-flacks på Camp Nou efter Manchester Uniteds ikoniske overtidssejr over Bayern München, som sikrede dem Champions League trofæet i 1999.

Tre år senere delte de pludselig træningsbane.

Og selvom Schmeichel på det tidspunkt var blevet 39 år, var han stadigvæk et særpræget konkurrencemenneske, som ifølge Bischoff var i stand til at gå fuldstændig amok, hvis han tabte et lille spil til træning. ”Tabte han, kunne han finde på at hamre 39 bolde ad helvedes til”.

For den unge Amager-dreng blev Schmeichel dog også noget helt andet end en arrig verdensstjerne.

Han blev først og fremmest en forbindelse til Danmark.

Det tog dog lidt tid. I begyndelsen talte han udelukkende engelsk til Bischoff og de andre danskere, fordi han, som Bischoff udlægger det, ”aldrig havde været vant til at snakke dansk med nogen i de klubber han havde været i”. Ikke desto mindre opstod der dog langsomt en lille dansk klike omkring ham, Bischoff, Kevin Stuhr-Ellegaard, Niklas Jensen, og hans egen søn Kasper, som på daværende tidspunkt også trænede med førsteholdet som ungt akademitalent.

Bischoff delte under City perioden boligkompleks med Stuhr-Ellegaard. Når de to unge gutter ikke kunne komme hjem til jul grundet Englands berygtede julekampprogram, blev de inviteret hjem til Peter og hans kone. De så Superliga søndag hjemme hos Niklas Jensen.

Det lyder som en lille detalje.

Det var det ikke.

For uden de andre danskere tror Bischoff ikke, at han var kommet igennem årene i England på samme måde.

At være ung langt hjemmefra

For det var ikke kun fodbolden, der skulle læres.

Det var også livet.

Bischoff var stadig meget ung, da han flyttede til England. Og i modsætning til i dag var det ikke muligt bare at FaceTime familien om aftenen. Internettet var langsomt. Et mobilopkald til Danmark kostede ti kroner i minuttet.

Og så kom skaderne.

Forskellige ankelskader, knæskader, og lyskeskader.

På fire år spillede han blot omkring 20 kampe fordelt på fire klubber.

»Jeg tror, jeg havde knækket nakken i udlandet med så mange skader, hvis jeg ikke havde haft et liv udenfor banen.«

Han beskriver meget præcist den fare, der ligger i at være ung professionel langt hjemmefra: Hvis fodbolden forsvinder, er der pludselig ikke nødvendigvis ret meget tilbage.

Danskerne i klubben blev derfor ikke bare venskaber.

De blev hans lille base i et fremmed land.

Samtidig ændrede pengene sig.

Bischoff gik fra ”nærmest mindsteløn” i Danmark til, hvad han selv vurderer, var omkring ti gange så meget.

Hans agent mente, at han også måtte have en bil, der matchede den nye status.

Så Bischoff rullede ind til sin første træning i en kæmpestor Range Rover.

Niklas Jensen sad og spiste morgenmad og så bilen komme.

»Hvad fanden, har vi signet en ny spansk landsholdsspiller!?«.

Efter et halvt år solgte han den dog igen og fik en mindre klubbil.

Bischoff griner, da han fortæller om denne episode.

Det er en lille anekdote, men den siger meget om hovedpersons ydmyge karakter, i en verden der ellers ikke mangler bling-bling. Han fortæller også, hvordan han bevidst holdt fast i sine gamle venner hjemmefra. Mange af dem var stadig studerende, og ved siden af fodbolden havde han altid gået op i skolen og haft andre interesser.

Det er også her, Bischoffs egen efterkritik bliver interessant.

193 centimeter høj. Et godt blik for spillet, og en afsindig ro på kuglen. En moderne centerback, forud for sin tid. Hvorfor blev det så aldrig til flere kampe?

Selvfølgelig- skaderne spillede en rolle. Men han var også til tider ”for flink”. Hans største menneskelige styrker, var også en af hans største professionelle svagheder.

Kevin Keegan havde ifølge Bischoff fortalt hans agent, at han var nemmere at holde ude af holdet end andre spillere.

Ikke fordi han var dårligere.

Men fordi han ikke bankede insisterende på døren.

Hvor andre konfronterede manageren, og krævede en forklaring på, hvorfor de ikke spillede, trænede Bischoff i mellemtiden, holdt snuden lige i sporet, og accepterede situationen.

»Hvis jeg skulle lave noget om, så skulle jeg have været meget hårdere på den del.«

Det er en bemærkelsesværdig erkendelse, fordi den passer dårligt med billedet af den aggressive fodboldverden, som mange forestiller sig.

Man skulle tro, at det vigtigste var at være god nok.

Men i Bischoffs version er det ikke altid nok. Man skal også gøre sig selv besværlig at vælge fra.

Byen, klubben og en tid uden milliardsummer

Måske er det derfor, Mikkel Bischoff stadig taler om Manchester City som de fedeste år i sit liv, selvom det sportsligt var præget af skader.

For det var ikke det Manchester City, vi kender i dag.

Etihad Airways prægede ikke City’s lyseblå klæder, Asien og USA var markeder forbeholdt den røde storebror i byen, og klubbens bedst betalte spiller (Anelka red.) tjente ca. 17.5 gange mindre om ugen end Erling Haaland gør i dag. Med andre ord; klubben føltes stadig som folkets eje.

Bischoff smiler, når han fortæller om de ansatte, der havde arbejdet i klubben i årevis. Han og Stuhr-Ellegaard endte endda med at blive venner med nogle af fansene og tage hjem til dem om søndagen for at spille brætspil.

På tribunerne sad generationerne sammen.

Bedstefar.

Søn.

Barnebarn.

Alle med Manchester City i blodet.

»Det var helt rørende.«

Det er nok også derfor, Bischoff har et særligt forhold til den gamle udgave af klubben.

Han kom ind i Manchester City på et tidspunkt, hvor klubben var på vej op – både sportsligt og økonomisk – men stadig havde en stærk fornemmelse af at være en del af byen.

Og midt i det hele stod han selv.

En 20-årig fra Amager.

En mand, der kort forinden havde taget toget til træning.

Nu stod han til træning over for verdensklasse angribere.

Bagfra fik han råbende dessiner fra Peter Schmeichel.

Og i omklædningsrummet sad alle de spillere, han indtil da kun havde kendt fra fjernsynet.

Det blev aldrig den karriere, han måske havde håbet på.

Skaderne satte deres spor. Lejemålene kom og gik. Og måske var han nogle gange lidt for flink i en machoverden som krævede spidse albuer og en no bullshit attitude.

Men alligevel stod han som en jakkesætsløs dreng fra Amager i Kastrup Lufthavn, som få øjeblikke senere skulle undvige vredesudbruds-bolde fra Schmeichel og tunneller fra Anelka.

Og derved fik han også noget, som de færreste danske fodboldspillere nogensinde får:

En S-togsbillet med Premier League som endestation.

---

Mikkel Bischoffs 5 bedste medspillere

Efter en karriere med Manchester City, Wolverhampton, Sheffield Wednesday, Coventry og Brøndby er der en del at vælge imellem. Men når Bischoff bliver bedt om at pege på de bedste, er der især fem navne, der skiller sig ud.

1. Peter Schmeichel

Legenden.

Bischoff placerer Schmeichel øverst – både på grund af meritterne og den enorme tilstedeværelse, han havde i Manchester Citys omklædningsrum. Hans ”presence”, erfaring, og dybe vinderinstinkt, var uvurderlig for et nyoprykket Premier League mandskab.

---

2. Nicolas Anelka

Superstjernen.

Anelka var allerede en global stjerne, da Bischoff kom til City. Han havde været i PSG, Arsenal, Real Madrid, og Liverpool, og var ifølge Bischoff et vanvittigt talent: lynhurtig, begge-benet og næsten umulig at forsvare 1v1 mod til træning. Tænk Thierry Henry før Thierry Henry.

Men Bischoff husker også mennesket bag superstjernen: en sød fyr, som samtidig kunne være arrogant, ligeglad og helt sin egen. En fyr, som kunne finde på at svare cheftræneren tilbage på fransk, velvidende at cheftræneren ikke forstod et ord – også selvom vedkommende hed Kevin Keegan og var dobbelt Ballon d'Or vinder…

---

3. Shaun Wright-Phillips

Raketten på kanten.

1,66 meter høj og umulig at få bolden fra.

Den hurtige og vævre engelske kantspiller, Shaun Wright-Phillips, som i 2005 skiftede til José Mourinhos stjernespækkede Chelsea hold for 21 millioner pund, var ifølge Bischoff ”umulig at tage bolden fra” – og samtidig en af de spillere, han havde det allerbedst med uden for banen.

B.la. har Bischoff haft Wright-Phillips med til Amager en sommer, hvor de endte med at spille fodbold i de lokale ”bure” i Albaparken med nogle af de lokale – i en noget anden ramme end diverse Premier League stadioner…

De to har sidenhen bibeholdt kontakten, og Bischoff beskriver ham stadig som værende ”den samme søde fyr”.

---

4. Andy Cole & Robbie Fowler

Engelsk kulturarv fra 90’erne.

De deler fjerdepladsen.

Andy Cole, som allerede havde vundet alt man kunne forestille sig med rivalerne fra Manchester United da han kom til City, var trods meritterne en af de flinkeste spillere i truppen og gav gerne de unge råd.

Robbie Fowler, den ikoniske ”Scouser” med tilnavnet ”God”, var samtidig en vaskeægte Liverpool-legende, der ifølge Bischoff stadig havde noget helt særligt i afslutningerne.

Som Bischoff selv siger det: ”Han behøvede næsten ingen plads. Ingen backlift. Bare et lille træk tilbage med benet – og så fuld kraft”.

---

5. Marc-Vivien Foé

Den tragiske.

Marc-Vivien Foé betragtes formentlig som et mindre glamourøst navn end de ovenstående.

Midtbanekrgieren var kun i Manchester City på leje i én sæson, men nåede ifølge Bischoff at blive en af de to-tre bedste spillere på holdet. Og den altid hårdtarbejdende Camerouner var derudover også, vigtigst af alt, ”verdens sødeste fyr”.

Derudover, er denne 5. plads utvivlsomt også listens mest tragiske. I 2003 under Confederations Cup faldt Marc Vivien Foé i det 73. minut om med hjertestop, og afgik ved døden, midt under kampens hede.

Da holdet vendte tilbage til Manchester efter sommerferien, blev der afholdt en ceremoni, og klubben trak Foés trøjenummer 23 tilbage.

For Bischoff er det stadig den del af Manchester City-tiden, der står klarest som tragedien midt i alle de store navne og gode historier.

---